Andelen af udenlandske turister i USA har været faldende fra 2015 til 2017 viser offentliggjorte statistiktal fra interesseorganisationen Visit US Coalition.

Antal udenlandske turister i USA falder

Antal udenlandske turister i USA falder.

Fra 2015 til 2017 faldt andelen af udenlandske turister i USA fra 13,6% til 11,9%, og nedgangen svarer til ca. 7,4 millioner færre besøgende fra hele verden.

Hvad er grunden til færre turister i USA?

Jvf. Visit US Coalition skyldes nedgangen primært:

  • Stærk og stabil amerikansk dollar i perioden 2015 – 2017
  • Det er blevet sværere at få visum til USA
  • Mange lavprisflyselskaber med langruter, som trækker turister til andre lande end USA

Visit US Coalition mener således ikke, at nedgangen i internationale besøgende skyldes, at Trump nu er USA’s præsident, idet faldet i antal turister allerede viste sig i løbet af 2015, inden Trump blev valgt som ny præsident.

Dog er dele af den amerikanske rejseindustri uenige med Visit US Coalition, idet de mener, at Trump med sine til tider hårde og aggressive udtalelser mod eksempelvis muslimske borgere fra en række lande medvirker til at skræmme udenlandske turister væk.

Når der kommer færre udenlandske turister til USA betyder det færre hotelovernatninger, færre besøg på restauranter, mindre shopping og færre gæster i attraktioner. Ifølge koncernchef for USA’s interesseorganisation for hoteller og andre overnatningssteder, American Hotel & Lodging Association, Katherine Lugar, bruger en gennemsnitlig oversøisk turist i USA 4.400 dollars under sit besøg.

Flere danskere i USA i de første 3 kvartaler af 2017

Mens den samlede andel af udenlandske turister har været faldende fra 2015 – 2017, har antallet af danskere, som har valgt USA som turistmål ligeledes været faldende fra 2015 til 2016, mens tal fra de første 3 kvartaler af 2017 viser en mere positiv tendens.

I 2015 rejste 353.000 danskere fra Danmark til USA – det var 13 pct. flere end i år 2014. I 2016 var antallet faldet til 326.000, men frigivne tal for de første 3 kvartaler af 2017 viser, at 1,2% flere danskere har besøgt USA i forhold til samme periode i 2016.

Stor fagmesse for rejsebranchen i USA i maj 2018

IPW 2018 Denver

IPW 2018 – stor rejsefagmesse arrangeret af U.S. Travel.

19. maj 2018 påbegyndtes den største årlige fagmesse for rejsebranchen i USA – denne gang blev arrangementet afholdt i Denver. Messen, som er en af de største rejsefagmesser i verden,  hedder IPW (International Pow Wow), og i 2018 kan messen fejre 50 års jubilæum.

I år er ca. 6.000 deltagere registreret på messen, hvor amerikanske områdedestinationer, attraktioner, hoteller, biludlejere, autocamperudlejere og andre leverandører mødes med repræsentanter fra rejsebureauer og -operatører fra hele verden.

Hovedformålet for de amerikanske repræsentanter er at promovere de mange forskellige områder, attraktioner, ferietilbud mv. overfor de internationale rejsearrangører og øvrige samarbejdspartnere. Den amerikanske rejse- og turistbranche vil naturligvis arbejde hårdt på at igen at øge antallet af udenlandske besøgende i USA.

Ligeledes deltager et stort antal journalister og rejseskribenter fra hele verden.

Fra Danmark deltager seks rejsebureauer, som bl.a. kommer til Denver IPW 2018 for at pleje deres netværk af samarbejdspartnere i USA samt finde nye kontakter blandt de mange amerikanske leverandører. De danske rejsebureauer, som deltager på IPW 2018 i Denver er Albatros Travel, FDM Travel, Jysk Rejsebureau, Nyhavn Rejser, Pacific Tours og USA Rejser.

Derudover deltager flere repræsentanter fra den danske presse samt uafhængige rejseskribenter.

Relateret artikel: Californien overhaler Storbritannien økonomisk

Denne artikel er senest opdateret: 23. maj 2018.