Som de fleste sikkert ved er Tyskland Danmarks vigtigste eksportmarked – bortset fra at det er Tyskland ikke længere.
I 2019 overhalede eksporten fra Danmark til USA den danske eksport til Tyskland.
USA er nu Danmarks største eksportmarked.
Danmarks største eksportmarkeder historisk set
De vigtigste markeder skifter sjældent, men når det sker, er der ofte store omvæltninger igang.
I slutningen af 1800-tallet blev England storaftager af især dansk bacon og smør. Årsag: industrialiseringen i England var langt forud for industrialiseringen i Kontinental-Europa, og der blev hentet mange værdier hjem fra kolonierne. Briterne var købestærke, og Storbritannien var i mange år, uden sammenligning, Danmarks vigtigste eksportmarked.
Senere i 1960’erne overhalede industrivarer landbrugseksporten, og dermed blev Tyskland efter 2. verdenskrig med Das Wirtschaftswunder (ca. 1948-1973) hurtigt igen én af de vigtigste aftagere af danske varer. Dén position har Tyskland holdt lige siden.
Officielt blev Tyskland det absolut vigtigste land for danske eksportvarer i 1977.
Især tysk bilindustri har over årene været gode kunder for mange danske underleverandører. Tyskland er også været blandt de vigtigste markeder for maskiner (herunder vindmøller), tobak, drikkevarer og medicin – samt rejsetjenester.
I de seneste årtier har eksporten til Tyskland været så stabil og høj at få økonomer kunne forestille sig et vigtigere marked. Der er imidlertid tegn på at Tyskland har udspillet sin rolle som Danmarks største og vigtigste handelspartner.
Danmarks vigtigste eksportmarked 2020: USA
I 2019 skete der nemlig det meget usædvanlige at Tyskland blev skubbet af pinden som det førende land blandt Danmarks eksportmarkeder.
USA overtog førerpladsen for dansk eksport; dog kun med en meget lille margin til Tyskland:
- eksport til USA i 2019: 119,21 milliarder kroner
- eksport til Tyskland i 2019: 119,19 milliarder kroner
Forskellen er så lille at den sagtens kan bero på nationaløkonomiske regnetekniske ’tilfældigheder’, men tendensen er klar.
Se artikel om Danmarks vigtigste eksportmarkeder på Finans.dk.
I 2020, 2021 og 2022 ser det ud til at Tyskland med en relativt svag økonomisk vækst (og en bilindustri i dyr omstilling til produktion af elbiler) bliver forvist til andenpladsen i (mindst) nogen år endnu.
Med mindre en nationalkonservativ præsident i USA får flere protektionistiske ideer, der potentielt rammer dansk eksport, står Danmark til at bibeholde USA som det største af alle eksportmarkeder i en årrække.
Blandt topscorerne på listen over eksportvarer til USA:
- medicin/lægemidler
- maskiner og dele til maskiner (herunder vindmøller)
- fødevarer (med sællerter som svinekød og småkager)
- høreapparater
- enzymer
- stenuld (isoleringsmateriale fra Rockwool)
- transport-tjenester
Ser man på hvilke danske virksomheder, som har stor eksport til USA finder man:
- Novo Nordisk
- Vestas
- DSV
- Rockwool
- ALK-Abello
Se flere detaljer om danske eksportvirksomheder med stort salg til USA på BankInvest.
Relaterede artikler og links
Novo Nordisk under pres for prisnedsættelser på insulin i Nordamerika
Denne artikel er senest opdateret: 18. februar 2020.