Danmarks kulturminister Mette Bock og USAs ambassadør i Danmark Carla Sands lancerede den 17. maj 2018 en treårig kulturindsats i USA.

Eventet foregik i Rydhave, Charlottenlund, hvor der var taler af Mette Bock og Carla Sands samt en eksklusiv koncert med det danske band “School of X”.

Mette Bock dansk kultur USA

Kulturminister Mette Bock holder tale i Rydhave, som siden 1946 har fungeret som bolig for den amerikanske ambassadør i Danmark – aktuelt ambassadør Carla Sands.

Satsning på dansk kultur i USA

Den dansk-amerikanske kultursatsning med fokus på promovering af dansk kultur i USA skal skabe netværk og platforme for danske kunstnere og eksport af dansk kunst og kultur i en række amerikanske storbyer.

I en pressemeddelelse fra Kulturministeriet i Danmark forlyder det at det amerikanske marked er storforbruger af kunst og kultur, men for danske kunstnere og eksportører af dansk kunst og kultur kan det være vanskeligt at sparke døren ind til amerikanske indkøbere og kulturinstitutioner.

Dette skal en ny dansk kulturindsats i USA nu ændre på.

Promovering af dansk kultur i USA i 2018, 2019 og 2020

Der ydes en bevilling på i alt 3 millioner kroner til kulturindsatsen.

Kulturminister Mette Bock udtaler:

”Der er ingen tvivl om, at dansk samtidskunst befinder sig på et højt, internationalt niveau, og der er stor interesse for dansk kunst, kultur og danske værdier i mange dele af verden – også i USA. Derfor giver det også rigtig god mening at arbejde målrettet på at udnytte det momentum, vi oplever i disse år, så vi for alvor kan få åbnet dørene til USA, der udgør et af verdens største og mest betydningsfulde markeder for kultur og kunst overhovedet.

De næste tre år har regeringen derfor sat et ambitiøst mål om at skabe nogle helt nye platforme for dansk kunst i USA i en række amerikanske metropoler, så vi kan styrke og promovere dansk kunst og kultur, måle os med de bedste i verden, blive dygtigere, indsamle viden og skabe endnu bedre vilkår for dansk kunst og kulturliv.

Vi kan også lære meget af amerikanerne, for de har en helt unik måde at samarbejde på, hvor fonde, private og staten går sammen om at løfte deres kunst- og kulturliv og skabe gode oplevelser for borgerne. Det er en samarbejdsform, vi også kan lade os inspirere af i Danmark, så vi kan bruge vores ressourcer bedre og får flere borgere engageret i kunst- og kulturens verden.”

Hvor tidligere indsatser som for eksempel kulturindsatsen DaNY Arts (2006) og det nordiske kulturfremstød ”Nordic Cool” (2013) har været forankret i New York og Washington D.C., så er hjørnestenen i den nye USA-strategi at søge mod vest, hvor man finder nogle af USAs nye epicentre for kunst og kultur i metropoler som Seattle, Houston, Austin, Chicago, Los Angeles og Detroit.

De seks meget forskellige byer, der er en del af kulturindsatsen, er udvalgt i forhold til byernes tilgange til forskellige kunst- og kulturområder. Los Angeles, Seattle og Austin kommer til at danne rammen om en større indsats for dansk rock og popmusik, mens der i byer som Chicago og Detroit vil være større fokus på danske løsninger inden for byplanlægning, arkitektur og design.

Fakta om nyt dansk kulturfremstød i USA

Det Internationale Kulturpanel er et samarbejdsforum bestående af Kulturministeriet, Udenrigsministeriet og Erhvervsministeriet og aktører indenfor dansk kulturudveksling med udlandet. Kulturindsatsen i USA er en del af Det Internationale Kulturpanels strategi for 2017 til 2020, der også omfatter kulturindsatser i en række europæiske lande og Asien med udgangspunkt i Kina, Sydkorea og Japan.

De amerikanske samarbejdspartnere består af kulturinstitutioner, kulturaktører og byer, mens de danske samarbejdspartnere består af Statens Kunstfond, Det Danske Filminstitut, Dansk Arkitektur Center, Dansk Design Center og VisitDenmark.

Udenrigsministeriets og Kulturministeriet har udarbejdet en samarbejdsaftale om Danmarks Internationale kulturudveksling og ydet en bevilling på i alt 3 millioner kroner til indsatsens strategiske sigte. Derudover bidrager Statens Kunstfond til indsatsen på projektniveau i forhold til forskellige arrangementer og events.

Den dansk-amerikanske kultursatsning i 2018 til 2020 koordineres af Slots- og Kulturstyrelsen i samarbejde med Den Danske Ambassade i Washington og Generalkonsulatet i New York.

Relaterede artikler:

Guide USA om dansk kultur i USA:
Kronprinsesse Mary i USA – dansk kunst- og kulturfremstød

Jyllands-Posten om ny amerikansk ambassadør i Danmark:
Carla Sands skal kaste “Glamour” over Rydhave

dk.usembassy.gov: Ambassador Carla Sands