Artiklen er opdateret primo april 2019 med et par appetit-vækker videoer om hvorledes det nye Star Wars: Galaxy’s Edge temaområde kommer til at se ud. Se også åbningsdatoer nederst i artiklen.

Der er godt nyt til de mange Star Wars fans, som drømmer om at opleve Star Wars universet med både jedier, wookier, droider mv. uden at skulle se på et lærred eller en skærm. Både Disneyland i Californien samt Walt Disney World i Florida åbner i 2019 for et helt nyt Star Wars temaområde – Star Wars: Galaxy’s Edge.

Star Wars Disneyland & Disney World

Model af det kommende Star Wars temaområde i Disney.

I Star Wars: Galaxy’s Edge vil man kunne opleve Star Wars kulisserne i en skala 1:1 og således få mulighed for at udforske det eventyrlige univers helt på egen krop og i eget tempo. Der vil naturligvis også blive rig mulighed for at møde både kendte samt mindre kendte karakterer fra Star Wars universet.

Planen for det nye temaområde er at besøgende, som ankommer til Star Wars: Galaxy’s Edge, skal blive integreret i det fantastiske univers og praktisk talt blive en del af Star Wars historien. Dette vil ske ved at besøgende bliver betragtet som beboer i galaxen, og herefter interagerer med karaktererne i det nye Star Wars område i Disney.

Star Wars i Disney

Tusindårs-Falken / Millennium Falcon i Disneyland’s Star Wars område.

En af de helt store attraktioner i det nye Star Wars temaområde vil blive muligheden for at være pilot i Han Solo’s rumskib Tusindårs-Falken – Millennium Falcon.

Star Wars: Galaxy’s Edge området bliver stort og i Disneyland i Anaheim er man således blevet nødt til at ændre på både floden i parken samt på togbanen Disneyland Railroad for at gøre plads til det nye Star Wars temaområde, som for øjeblikket er under opførelse.

I det nye Star Wars område i Walt Disney World i Orlando bliver der også bygget et helt nyt Star Wars tema-hotel, hvor gæsterne kan bo, mens de udlever deres Star Wars fantasier i det nye temaområde.

Se og hør mere om planerne for Star Wars temaområdet i Disney i denne video fra oktober 2017:

(Opdatering primo april 2019)

Galaxy’s Edge åbner 31. maj i Disneyland

31. maj 2019 åbner Galaxy’s Edge i Disneyland i Californien

29. august 2019 åbner Galaxy’s Edge i Disney’s Hollywood Studios i Orlando

Tag et smugkig i det nye Star Wars område i Disneyland herunder:

Video fra Attractions Magazine:

Denne artikel er senest opdateret: 8. juni 2019.