En intens tropisk storm ramte 6. og 7. april Yosemite Nationalpark, og resulterede i at parken måtte lukke pga. oversvømmelser af veje og stier i den populære Yosemite Valley.

Yosemite åben igen efter oversvømmelser

Yosemite åben igen efter oversvømmelser – her et billede af Merced River, som under stormen gik over sine breder.

Den kraftige storm drev fra Stillehavet ind over det nordlige og dele af centrale Californien og ramte både storbyerne San Francisco og Sacramento på dens vej mod Sierra Nevada bjergkæden.

I Yosemite blev ud over veje, vandre- og cykelstier også strømforsyning og vandforsyning ramt af uvejret. Den tropiske storm var varslet i god tid i forvejen, og allerede kl. 17 fredag d. 6. april lukkede Yosemite Nationalparken for besøgende.

Floden Merced River, som løber gennem Yosemite dalen gik over sine breder, og ud over veje og stier blev ligeledes campingpladser i Yosemite Valley oversvømmet.

Søndag eftermiddag kunne parken igen åbne for besøgende efter parkmedarbejdere og oprydningsmandskab havde arbejdet ihærdigt med at få veje og stier ryddet for sten og løsrevne klippestykker.

Via hjemmeside for Yosemite Park Service kan du holde dig opdateret på den aktuelle vejrsituation samt holde øje med hvilke veje i Nationalparken, som stadig er sæson-lukket.

Denne artikel er senest opdateret: 25. marts 2019.