Venice Beach
Den mest kendte strand i Los Angeles – og en af de mest kendte i hele USA – er Venice Beach. Det er her du kan opholde dig i timevis og blot slappe af og nyde synet af de mange forskellige og ikke mindst sjove typer af mennesker, som elsker at blive set på.
Gadeartist på Venice Beach.
Mange af de farverige ”kunstnere”, som bl.a. både danser, spiller, er udklædt i diverse farverige kostumer, udfører akrobatiske øvelser mv. har gjort det til deres levevej at tjene penge på turister, som fotograferer dem på Venice Beach. Så pas på med at tage billeder her uden at give lidt penge til gengæld.
Mange gamle hippi’er fra 60’erne kan også ses her på Venice Beach og duften af sjov tobak og forskellige former for røgelse hænger i luften på nogle af strækningerne på den godt 3 km. lange strand.
Find og book overnatning tæt på Venice Beach.
Udsigt over Venice Beach.
Venice Beach Ocean Front
Ocean Front er strandpromenaden hvor både yngre og ældre generationer suser rundt på rulleskøjter og skateboards mv., og når du kommer til Muscle Beach træningscentret, kan du tænke på, at det var her Arnold Schwarzenegger trænede tilbage sidst i 1960’erne og 70’erne. Udendørs træningsfaciliteter er generelt meget populært i det solrige sydcalifornien, og her på Muscle Beach er der i særdeleshed rig mulighed for at se veltrænede bodybuildere, som løfter de mange-kilo tunge vægte.
Muscle Beach, Venice Beach.
Kanalerne i Venice
Ved at trække lidt væk fra strandområdet og tage en gåtur langs Dell Avenue kan du se nogle af kanalerne og de buede broer, som skulle være kendetegnet i denne bydel, som deler navn med den verdenskendte by i Italien.
Venice blev grundlagt af rigmanden Abbot Kinney i 1905, og det var meningen at området skulle være en flot kopi af Venedig i Italien. Flere kanaler blev gravet og regnbueformede broer blev opført langs kanalerne – ligesom i det rigtige Venedig.
Det nye kanalområde blev imidlertid ikke forsvarligt vedligeholdt og da Venice i 1926 officielt blev en del af Los Angeles, blev det de følgende år besluttet at ombygge mange kanaler til gader – ikke mindst pga. de betydelige lavere vedligeholdelses omkostninger.
I 1929 blev der fundet olie i Venice, og i løbet af få år var der etableret over 400 oliekilder, hvilket betød at de resterende kanaler blev yderligere misligholdt pga. affald ifm. oliefundene.
Op igennem 1940’erne og 50’erne udviklede Venice sig til at blive L.A. kystens slumkvarter og bandeaktiviteter i området blev udbredt og satte sig præg på bydelen.
Venice, Los Angeles.
Først i 1992 blev de tilbageværende kanaler endeligt renoveret med dræning, nye fortove og mure langs kanalerne – og siden kanalerne blev gen-indviet i 1993 har Venice de sidste 2-3 årtier udviklet sig til at være en meget attraktiv bydel i Los Angeles.
Relaterede artikler: